Aktuel information

4.10.2014

Søfartsstyrelsen i klemme ved havvindmølleprojektet i Aarhusbugten.

I en stærkt kritisk rapport om søsikkerheden ved Mejlflak, anklages Søfartsstyrelsen for en mangelfuld sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelse af en VVM-redegørelse for området.

I henhold til lov om søsikkerhed er Søfartsstyrelsen den myndighed, der skal forvalte sejladssikkerhed, forebyggelse af farer og påvirkning af havmiljøet. Det bemærkes i den forbindelse, at 10 af møllerne ønskes opsat direkte på grænsen til EU-habitatområde (H170) og Natura2000 område (194) uden nogen form for bufferzone.

Alligevel fremgår det af rapporten, at Søfartsstyrelsen godkender placeringen alene på basis af den af projektmagerne udarbejdede risikovurdering af sejladssikkerheden.

Godkendelsen sker til trods for, at man tilsyneladende har fundet risikovurderingen lige lovlig optimistisk sammenlignet med andre tilsvarende vindmølleprojekter.

Er sejladssikkerheden truet?

Projektmagerne har nærmest vurderet risikoen værende på linje med sejlads på ”åbent vand”, hvilket skal ses i skærende kontrast til den foreslåede placering af 20 kæmpe vindmøller i 3 rækker på hver side af en smal, stærkt befærdet sejlrute. Afstanden mellem rækkerne er helt ned til 1.82 sømil, dvs. under 1 sømil til midten af sejlruten.

Mølleplaceringen vil samtidigt i betydelig grad skygge for fyret på Tunø og vanskeliggøre sejlads under an- vendelse af terristisk navigation.

Af den bagvedliggende korrespondance fra Søfartsstyrelsen fremgår desuden, at et meget stort antal skibe over 100 meters længde benytter sejlruten, sågar hurtigtgående containerskibe og krydstogtskibe helt op til 289 meter. Hertil kommer at hele området er et yndet mål for fritidssejlere.

Søfartsstyrelsen spørger derfor med rette om risikovurderingen har taget højde for denne trafik, men godkender alligevel den af projektmagerne udfærdigede risikovurdering. På dette mangelfulde grundlag godkender man implicit den samlede søsikkerhed.
Lighed for loven?
Samme kritiske rapport hæfter sig samtidigt ved det paradoks, at Søfartsstyrelsen i forbindelse med et tilsvarende dog mindre projekt med 10 kystnære vindmøller ved Juelsminde afviser placeringen netop under henvisning til sejladssikkerheden ved placeringen ved indsejlingen til Vejle Fjord. Dette til trods for, at der var tale om en væsentlig mindre befærdet rute og større afstand mellem sejlrute og møllerne.

Her var det således Søfartsstyrelsens opfattelse, at der som minimum skulle være 2-3 sømil fra møller til sejlruten. I en almindelig optik burde begge projekter således være afvist. Eller gælder der måske en anden politisk dagsorden for projektet ved Mejlflak, der uanset tusindvis af protester søges gennemført af NRGI i samarbejde med en gruppe private projektmagere?

Fremgangsmåden med en godkendelse uden en selvstændig vurdering af sejladssikkerheden og risiko for miljøpåvirkninger, stiller naturligvis værdien af den godkendte VVM redegørelse i et tvivlsomt lys. Der bør som minimum ske en revurdering af den samlede søsikkerhed og indføres en sikkerhedszone omkring habitatområdet.

Hele den meget tekniske rapport kan læses i rapporten : Søsikkerhed og mejlflak.pdf