Nej tak til vindmøller på Mejlflak

30.10.2021

Nej tak til vindmøller på Mejlflak                                                                                                                                        

Lad os dog en gang for alle få stoppet det vanvittige projekt, der vil være så ødelæggende for den smukke Aarhus Bugt.
Net tak til vindmøller
Tegning: Rasmus Sand Høyer
SVEN WEEL JENSEN
Cand.merc., Apollovej, 8420 Knebel
Den 22.10 havde byrådskandidat for De Grønne i Aarhus kommune Anna Janssen Golieva et debatindlæg, hvor hun kraftigt plæderer for projektet med opstilling af vindmøller på Mejlflak med følgende citat:

»Langt ude i Aarhus Bugt, på Mejlflak, kan der med fordel opføres 30 store møller a 12 MW eller i det mindste de 20 allerede VVM-godkendte, som samlet er på 60-120 MW. Dette bringer et ophør med biomasse som brændsel nærmere. Investeringen betaler sig tilbage på sigt.«
Tilsyneladende bærer indlægget mere præg af romantisering af vindmøller end af indsigt i forholdene i Aarhus Bugt og i projektet.
1. Mejlflak er et beskyttet Natura 2000-område. Så vindmøller på Mejlflak er en umulighed.
2. Havbunden i Aarhus Bugt består i vidt omfang af mudder og dynd, som vanskeliggør fundering.
3. Borgmestrene i Samsø eller Odder Kommune ønsker ikke vindmøller placeret i området på eller ved Mejlflak. Begge borgmestre støtter til gengæld en udbygning af vindmølleparken på Paludan Flak syd for Samsø.
Projektets møller planlægges placeret i et område, der er ca. 4 km fra Tunøs nordkyst, hvor den rødlistede tejst yngler, ca. 4 km fra Samsøs fredede nordkyst, ca. 7 km fra habitatområdet ved Sletterhage på Helgenæs og ca. 7 km fra strandene ved Ajstrup, Rude og Saksild.

4. De (se citatet ovenfor) »20 allerede VVM-godkendte, som samlet er på 60-120 MW« er ikke godkendt, da de møller, man ønsker at opstille, ikke lever op til de krav, Energistyrelsen har fastsat i godkendelsen af VVM-redegørelsen.
5. Projektet blev i 2015 opgivet af Håb/Nrgi, fordi det ikke er økonomisk rentabelt. Det kunne ikke »betales tilbage på sigt«.

6. Siden 2016 har den private projektmager European Energy arbejdet med projektet. Den har det heller ikke lykkedes at gøre projektet økonomisk rentabelt. Bl.a. på grund af restriktioner i området mht. maksimal møllehøjde og mindste frihøjde til havoverfladen. Det kan stadig ikke »betales tilbage på sigt«.

7. »Langt ude i Aarhus Bugt, på Mejlflak« er et dejligt uforpligtende postulat. ”Langt ude” kan imidlertid konkretiseres på baggrund af en rapport udgivet af Energistyrelsen i 2012: ”Kystnære Havvindmølleplaceringer – en vurdering af de visuelle forhold ved opstilling af store vindmøller nær kystområder”. Rapporten opererer med tre zoner. Afhængig af møllehøjden gælder følgende: Nærzonen (0-8 km), Mellemzonen (10,5-24 km) og Fjernzonen (19-28 km). Begrebet ”langt ude” kan bedst betegnes som hørende til fjernzonen.
Ingen steder i Aarhus Bugt er man tilnærmelsesvis 19 km eller mere fra kysten. Projektets møller planlægges placeret i et område, der er ca. 4 km fra Tunøs nordkyst, hvor den rødlistede tejst yngler, ca. 4 km fra Samsøs fredede nordkyst, ca. 7 km fra habitatområdet ved Sletterhage på Helgenæs og ca. 7 km fra strandene ved Ajstrup, Rude og Saksild. Alt sammen i nærzonen. Men bevares, der er ca. 16 km ind til Aarhus. Det kan måske med lidt god vilje karakteriseres som »langt ude i Aarhus Bugt«.

Efter skribentens opfattelse er det altså OK med et kæmpemæssigt industriområde midt i Aarhus Bugt, blot det ikke visuelt generer borgerne i Aarhus. Så Aarhus kommune kan prale af at være CO2-neutral på de omliggende kommuners bekostning. Skimter man lidt ”Nimby”-effekt her?

Man kunne også få den kætterske tanke, at skribenten er sendt i byen af vindmøllelobbyen med sit indlæg. Det så meget mere som det kan konstateres, at skribenten arbejder hos Siemens Gamesa, der ikke fik leveret møller, da projektet i 2015 blev skrinlagt på grund af manglende økonomi. Nu øjner man måske en ny chance for en lukrativ forretning sammen med European Energy.

Lad os dog en gang for alle få stoppet det vanvittige projekt, der vil være så ødelæggende for vores alle sammens smukke Aarhus Bugt.

Andre nyheder