Ensidighed og fantasidrømme

10.11.2015

Ensidighed og fantasidrømme

Når vindmølletilhængere som Gunnar B. Olesen i et indlæg i JP den 29/10, går i rette med modstandere af Mejlflak projektet, ved ensidigt at fokusere på CO2, stenrev og urealistiske drømme om vindmøllers økonomi, samtidigt med at han på det nærmeste postulerer at vindmøllerne i Mejlflak projektet vil falde i et med omgivelserne, kan dette kun betragtes som ensidige fantasidrømme.
Miljø er langt mere end blot reduktion af CO2. Og ganske som vi nidkært værner om vore kyststrækninger burde vi tilsvarende fokusere på de tilstødende kystnære havmiljøer.
Opstilling af 20 industrianlæg i form af kæmpe havmøller langs kanten af et habitat og tæt på kyster til alle sider, -med erhvervssejlads midt imellem havmøllerne og ikke mindst udtalte svage vindforhold – har potentiale til skader på miljøet der langt overgår eventuelle gevinster. Det vil, uanset hvordan man vender og drejer det, aldrig blive optimalt.

Løsningen ligger lige for, find en bedre egnet lokalitet.

Postulater
GBO skriver, at jeg påstår at Mejlflak projektet skal opføres uden et beskyttende stenrev omkring havmøllerne. Dette er ganske enkelt ikke rigtigt. Jeg påpeger, at de nævnte stenrev alt andet lige, bliver reduceret pga. af bundforholdene.
Havmøllerne ved Mejlflak skal forsynes med antikollisions lys. Antal lys og lysstyrker m.m. er fastlagt efter in-ternationale regler, som Danmark er forpligtiget til at følge.
Når GBO derfor påstår, at antallet af antikollisions lys kan reduceres og at der skal anvendes antikollisions lys
som lyser opad og med reduceret lysstyrke om natten, kan jeg ikke finde hjemmel herfor i de internationale regler.
Det virker desuden besynderligt, at der påtænkes anvendt lys på havmøllerne der lyser opad for at advare vandret gående trafik ?.

GBO påstår videre, at støj fra havmøllerne ikke trænger ned i havet og derved heller ikke påvirker dyrelivet på havbunden udenfor og i Natura2000 området. Denne påstand savner i den grad substans.
Både under anlægsfasen, hvor monopælene skal rammes ned og under driftsfasen er der et betydeligt vedvarende højt lydtryk under havoverfladen. Et lydtryk der har direkte relation til havmøllerne og som i høj grad vil påvirke ikke mindst havpattedyrene i området.

Endelig er der GBO’s postulatet om de langtidsvirkende anoder, som er monteret på havmøllerne for at rustbekytte disse og udsagnet om, at disse anoder stort set ikke afgiver metaller til omgivelserne i de 25 år som er vindmøllernes levetid.
Rustbeskyttelse af havmøllerne med anoder fungerer ved at anoderne, som normalt består af alu- og zinkfor-bindelser, samt en vis mængde tungmetaller, nedbrydes og opløses til omgivelserne i en elektro kemisk proces som er veldokumenteret.
Derfor ville møllerne i Mejlflak havmølleprojektet hvert år udledes 8 tons alu- og zinkforbindelser og en vis mængde bly og andre tungmetaller fra havmøllerne til det omliggende farvand, herunder til det fredede Natura2000 område, der støder direkte op til havmøllerne.
Det er sikkert rigtigt at en måling af afgivne metaller i kort afstand fra havmøllerne er svære at måle, men det-
te gælder også selvom de nævnte mængder udledes. Og hvorfor angives der ikke en konkret mængde anodemateriale i VVM rapporten for projektet.

Eloverløb
Gunnar B. Olesen er ikke den første der begiver sig ud i at forudsige hvad fremtiden vil bringe. Han bliver der-med heller ikke den sidste der må indse, at det gik ganske anderledes.
GBO konkluderer, at det er velbegrundet at vindmøllerne er med til at sænke elpriserne i fremtiden med et beløb der svarer til halvdelen af det der er indbetalt igennem PSO afgiften.
Allerede nu, men ikke mindst hvis den planlagte vindmølleudbygning fortsætter frem til 2020, vil der opstå større og større perioder med risiko for eloverløb, herunder kritisk eloverløb.
Eloverløb opstår når elproduktionen fra vindmøller er større end elforbruget. Dette kan til en vis grad imøde-
gås ved at eksportere el til udlandet eller anvende den overskydende elproduktion på anden måde end vi gør idag.
Kritisk eloverløb opstår når elproduktionen fra vindmøller er så stor at den overskydende elproduktion ikke kan afsættes.

Ved risiko for kritisk eloverløb skal elproduktionen fra vindmøller reduceres, ellers kollapser hele elnettet. Reduktionen skal derfor ske ved at stoppe et antal vindmøller svarende til det kritiske eloverløb.
Når vindmøllerne alene afregnes efter elproduktion, med eller uden tilskud, er der ingen indtægter fra de vind-møller, der er stoppet pga. risiko for kritisk overløb. Og der er samtidigt stærkt reducerede indtægter fra de øvrige vindmøller der er idrift.

Problemet er nu, at vindmøllerne i op mod en femtedel af tiden vil producere el i en situation med eloverløb,
hvor alternativ anvendelse af den overskydende strøm ikke er økonomisk attraktiv. Dermed fjernes det økonomiske fundament for vindmølleejerne, der enten skal have tilført flere penge eller altenativt gå konkurs. Og det sidste er nok politisk uacceptabelt.

Garanti for uændret eller højere vind elpris
Dermed kan der næsten udstedes en garanti for, at de gevinster forbrugerne vil få ved en mulig lavere strømpris fra vindmøller på en eller anden måde føres tilbage til vindmølleejerne, enten i form af en kompensation uden om PSO afgifterne for at stoppe vindmøllerne når der er behov herfor. Eller en forhøjet PSO afgift. Eller en øget beskatning af forbrugerne eller skatteyderne, som i de fleste tilfælde er nøjagtigt de samme personer.

Andre nyheder